Forventninger til udviklerne
Ordentlighed, åbenhed og transparens
Kommunen lægger stor vægt på, at udviklere handler professionelt, pålideligt og med høj integritet gennem hele projektforløbet. Ordentlighed betyder bl.a., at udviklerne er tydelige om projektets indhold, konsekvenser, tidsplaner og gevinster – og også om de udfordringer, der måtte opstå. Der forventes fuld transparens omkring påvirkninger og øvrige forhold relateret til projektet. Kommunikation skal være ærlig, letforståelig og tilgængelig, så både borgere og kommune kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Respekt for beboere og lokalområde
Vejen Kommune forventer, at udviklere af sol-, vind- og PtX‑anlæg udviser grundlæggende respekt for de mennesker, der bor og lever i de områder, hvor projekterne planlægges. Det indebærer, at udviklere aktivt forholder sig til naboernes bekymringer, hverdagsliv og oplevelse af tryghed samt udviser forståelse for de lokale landskabsværdier, kulturmiljøer og naturinteresser. Projekterne skal tilpasses lokale forhold og i dialog med beboerne.
Erhvervsudvikling og beskæftigelse
Vejen Kommune ønsker, at energiprojekter aktivt bidrager til lokal erhvervsudvikling og skaber nye jobs – både i anlægsfasen, driftsfasen og gennem afledte aktiviteter. Udviklere forventes derfor at undersøge muligheder for at inddrage lokale virksomheder og kompetencer, fx inden for entreprenørarbejde, service, transport, landbrug eller teknologiske ydelser. Store energi- og PtX projekter skal ses som en løftestang for vækst i kommunen og som en mulighed for at skabe varige arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og styrket tiltrækning af nye virksomheder.
Helheder og synergier
Vejen Kommune ønsker, at udviklere tænker i helheder – ikke kun i forhold til det enkelte projekt, men også i relation til kommunens samlede energiinfrastruktur, natur, erhvervsliv og lokalsamfund. Projekter skal så vidt muligt skabe synergier på tværs: mellem energiproduktion og naturforbedringer, mellem PtX‑anlæg og lokale industrivirksomheder, eller mellem nye teknologier og eksisterende forsyningsstrukturer. Sammenhængen mellem projekter, lokalplanlægning, trafikale forhold og fremtidige udviklingsmuligheder er central. Udviklere forventes derfor at samarbejde på tværs og bidrage til en samlet bæredygtig helhedsorienteret udvikling.
Videndeling og formidling
Endelig forventer Vejen Kommune, at udviklere bidrager aktivt til videndeling – både med borgere, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kommunen selv. Dette omfatter formidling af teknologiske løsninger, miljøpåvirkning, muligheder for læring og innovation samt energiproduktionens rolle i den grønne omstilling. Udviklere bør være villige til at dele erfaringer, data og bedste praksis, og de bør understøtte aktiviteter som informationsmøder, workshops, skolebesøg eller partnerskaber, der kan øge forståelsen for energiteknologier og deres betydning.
Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.